Vi søger ledere til vores junior- (4.-5.klasse) og tropsspejdere (6. klasse -ca. 17 år), måske endda til en kommende gruppe af voksenspejdere. Har du andre ønsker til afdelinger er du også velkommen til at kontakte os, vi vil altid gerne være flere. Som spejderleder ved Tønder Spejderne vil du være med til at lave sjove, nye og udfordrende aktiviteter med vores skønne spejdere. En spejderleder er frivillig, så lønnen består mest af;
• stoltheden når Mads binder råbåndsknob på ryggen,
• glæden når Malene har sovet ude for første gang,
• suget i maven når Elinor krydser Vidåen i hjemmebygget tømmerflåde,
• det gode grin når Sead og Sveinur bygger en røgvender,
• de dårlige farvittigheder Peter fortæller ved bålet.
Du behøver ikke have erfaring i arktisk overlevelse, ekspertise i madlavning på Trangia, eller gå 100km på en weekend, for at være med. Vores spejderledere hjælper dig godt i gang – og der er spændende kurser til at hjælpe. Har du mod på at give børn og unge en god oplevelse, og indgå i et fællesskab, så er du godt materiale til en spejderleder.
Tønder Spejderne er en del af Det Danske Spejderkorps; ”Det er os der er de blå, vi er seje, vi er rå. Det er derfor vi har uniformen på.”
Vi holder vores normale spejdermøder om mandagen, men der er også andre planlagte aktiviteter, hvor alle spejderledere indgår i fælles planlægning, fx lejre, ture og arrangementer.
Vi er en engageret spejdergruppe med 90 aktive spejdere; mikro-, mini-, junior-, trop- og klan-spejdere (snart også voksenspejdere) der elsker det stærke fællesskab, de store spejderoplevelser og de spændende fantasirammer. Vi har stærke traditioner, med plads til nye ideer og initiativer. Vi har mange aktive forældre, der bakker op og bl.a. deltager på gruppeture, eller støtter op om vores arrangementer, fx Sct. Hans og juletræssalg.
Vi har en flok engagerede spejderledere i forskellige aldre og med forskellig baggrund. Fælles for os er, at vi kan lide spejderværdierne og at være ude i naturen, at udfordre og udvikle børn og unge samt at have det sjovt sammen.